Begyndelsen på et købmandsdynasti

 

Skomager Marinus Christiansen blev selvstændig købmand i 1909. Han var manden bag hele Vejbys samlingspunkt, købmandsbutikken, som varetog kundernes behov i næsten et helt århundrede. Han nåede dog aldrig at opleve, at butikken skulle ende som ruin.

Marinus Christiansen til højre (muligvis ved siden af to søskende).

Til kapitler

Lysten til at blive købmand havde eksisteret siden drengeårene, men det gik ikke an. Det må derfor have været noget af et chok for omgangskredsen, da Marinus Christiansen fra Rakkeby tilbage i 1906 besluttede sig for at blive brugsuddeler, som det hed dengang.

 

Marinus kom som så mange andre drenge i en tidlig alder ud at tjene på landet. Dagene startede klokken halv fire om morgenen med at tilse ungkvæg og får, mens køerne blev malket. Bagefter kom køerne på græs, og én gang om ugen skulle han i skole klokken seks om morgenen.

 

Lønnen for sådan en sommers arbejde, en sommer, der varede fra maj til november vel at mærke, var til gengæld også 11 kroner og en stor ost. Og derfor kunne det nemt ske, at man omkring Rakkeby mødte en dreng med opsmøgede bukser syngende i den milde sommerregn som beskrevet i en artikel i Vendsyssel Tidende, 1954.

 

Efter fire år som hyrdedreng kom Marinus i lære som skomager. Yderligere fire år gik, hvorefter han åbnede sit eget skomagerværksted i forældrenes hjem. Og der kunne han for så vidt have slået sig ned – uddannet og tryg. Men Marinus brød - bogstaveligt talt - med det gamle råd ”skomager, bliv ved din læst”. Han ville noget andet.

 

– Hvornaar opstod lysten til at blive Købmand? – Jeg havde fra Drengeaarene Lyst til Faget, men det slog ikke til. I Stedet kom jeg i Skomagerlære i fire Aar. Senere drev jeg et Skomagerværksted i mit Hjem indtil 1906, da jeg efter en meget kort Instruktion i Harken Brugsforening blev antaget som Uddeler i Bindslev, hvor jeg var i tre Aar og blev gift med en Nabodatter fra Rakkeby.

 

 

(Fra artiklen ”Da Købmandshandel blev drevet paa andre Vilkaar”, Vendsyssel Tidende, fredag den 11. juni 1954)

Familien Christiansen foran købmandsbutikken, der i 1931 blev erstattet af en nyere.

Vi havde en Hest, og 3–4 Dage ugentlig maatte jeg køre til Statsbanen i Vraa for at afhente Varer. En varm Sommerdag husker jeg, at den tilsendte Margarine var smeltet og flød ud af Jernbanevognen. Senere fik vi gennemgaaende Vogne fra Aarhus med den Slags Varer, saa gik det bedre, men vi maatte være parat til Afhentning. Paa disse Ture sendte Kunderne ofte Bud med, og det var oftest Brændevinsdunken, der trængte til Opfyldning. I vanskeligt Vejr og Føre om Vinteren traadte Naboerne hjælpende til ved disse Ture.

 

 

(Fra artiklen ”Da Købmandshandel blev drevet paa andre Vilkaar”, Vendsyssel Tidende, fredag den 11. juni 1954)

Fra skomager til købmand

 

Måske var det derfor, efter en ”meget kort instruktion” i Harken Brugsforening, at han i 1906 besluttede sig for at blive ”uddeler” i Bindslev, som ligger omkring 20 kilometer nordøst for Hjørring.

 

Her var han i tre år, før han giftede sig med nabodatteren fra Rakkeby, Kirsten Marie Christiansen. Hun var faktisk døbt Kirstine Marie Pedersen og var datter af husmand og tømrer Jens Pedersen, som tilmed var en af de 60, der var med til at starte Vendsyssel Tidende.

 

I 1909 købte Marinus købmandshandlen i Vejby. Men bygningerne var gamle og slidte. Derfor valgte den driftige købmand efter et par år med gang i forretningen - familien var også blevet større i mellemtiden - at opføre nye butikslokaler og beboelse i 1931: En stor rødstensvilla, hvor privaten og forretningen havde separate indgange - men i øvrigt kun var adskilt af en væg.

 

Og det blev begyndelsen på Vejbys største købmandsdynasti under ledelse af Marinus med resten af familien Christiansen som tro undersåtter.

 

Den sværeste tid

 

Ikke alt var lutter lagkage for den fremskridende købmandsforretning og familien bag. I begyndelsen blev varelageret fyldt op med varer, som blev hentet på stationen i Vrå. En tur på otte kilometer hver vej, som blev foretaget med hestevogn flere gange om ugen.

 

Når Marinus var af sted for at hente varer, var det hustruen Kirsten Marie, der måtte styre butikken. Og hun havde samtidig parrets fire børn og huset at passe. Så der var nok at se til. Det blev heldigvis bedre, da drengene var store nok til at deltage i arbejdet i butikken.

 

Og aftenerne blev som regel sene, når regnskaberne skulle gøres op. Værst stod det til under besættelsen i 1940 til 1945. Manglen på varer og de omfattende rationeringer gjorde livet surt for de fleste danskere - herunder familien Christiansen i Vejby. Hele familien sad til langt ud på natten ved et bord og talte de nærmest uendelige mængder af ”mærker”.

 

Købmandsfamilien i købmandsbutikken. I forgrunden Kirsten Marie og Marinus Christiansen. Bagerst ses deres datter og tre sønner. Fra venstre: Tage, Frode, Betty og Verner. (Vendsyssel Tidende, 31. maj 1964)

I handlens tjeneste indtil døden

 

Marinus var mere eller mindre aktiv købmand i Vejby fra 1910 frem til sin død i 1971. Som 90-årig, syv år inden sin død, varetog han stadigvæk en stor del af købmandsbutikkens bogholderi.

 

Kontrabøgerne var en omfattende måde at føre regnskab på. Her skrev Marinus kundernes indkøb ind, når de købte på kredit. Og det gjorde alle dengang.

 

Det var sådan, han ville have det, og det var sådan, han kunne lide det, Marinus Christiansen fra Rakkeby. Og selvom han brugte lommeregner i sine sidste år, så kontrollerede han alligevel altid med ”håndkraft”.

 

Man kunne jo komme til at trykke på en forkert knap, forstås. Og hvis der var noget, Marinus altid kunne stole på, så var det hovedet.

 

Hans hoved, og krop for den sags skyld, havde i det hele taget oplevet lidt af hvert. Lige fra Provisorietiden, der næsten kulminerede i en revolution i 1885, oprettelsen af et militært gendarmeri og det mislykkede skudattentat mod Danmarks længst siddende statsminister, J.B.S. Estrup.

 

Marinus var også med til jubilæumsfesten for stavnsbåndets ophævelse i 1888, ligesom han huskede det berømte slag på Brønderslev Marked 6. september 1886, hvor Estrups føromtalte gendarmer gik løs på de vendsysselske bønder – og omvendt.

 

Var M. Christiansens købmandsbutik for alle?Der blev i hvert fald ydet forskelsbehandling af kunderne.

 

Hyrdedrengen blev skomager, og skomageren blev købmand. Og Marinus mistede aldrig sansen for, hvad der kunne betale sig, eller hvad der var "god forretning".

 

Han var sig også altid bevidst om, hvad det at være købmand indebar: Varelaget skulle være fyldt, og dét med tilstrækkelige varer. Kunderne skulle betjenes godt.

 

Og så skulle de små forbrugere have samme mulighed for indkøb af nødvendige varer som de store forbrugere i byerne, mente han.

 

Helt frem til sin død i 1971 var Marinus aktiv i ”handlens tjeneste”. Han døde efter få dages sygdom lørdag den 4. december 1971 og blev 97 år gammel. Han nåede at opleve meget i sit lange liv, men aldrig, at købmandsbutikken, Vejbys røde rubin, skulle blive til byens største ruin.

 

– Hvad er Landsbykøbmandens største Opgave? – Man maa have tilstrækkeligt Varelager og først og fremmest betjene Kunderne godt, være reel og føre gode Varer, det lønner sig altid bedst. De smaa Forbrugere skal have samme Lejlighed til at faa de nødvendige Varer som de store. Selv om man maa begynde smaat, er det en sund og betryggende Metode at arbejde sig frem med smaa Skridt, det giver Arbejdslyst og Arbejdsmod gennem en lang Aarrække, og det skaber Betingelser for et godt Resultat baade for en Landkøbmand og en Mand i andet Erhverv.

 

 

(Fra artiklen ”Da Købmandshandel blev drevet paa andre Vilkaar”, Vendsyssel Tidende, fredag den 11. juni 1954)