Til kapitler

En kamp mod tiden

 

Frem til 1980’erne var der gang i købmandsbutikken i Vejby. Stifteren, Marinus Christiansen, overdrog forretningen til sine sønner, som videreførte deres fars livsværk, selv efter han døde. Men langsomt begyndte et stolt familiedynasti at smuldre - ligesom butikkens rammer og vægge.

Købmandsbutikken i Vejby, 1956

“M. Christiansens kaffe er og bliver den bedste”. Købmandsbutikken i Vejby havde tre slogans. Det med kaffen var ét af dem. Og det er det, som folk i Vejby stadig husker. Men det var ikke kun kaffens skyld, at fyrretræsgulvet indenfor butiksdøren blev så slidt, at det måtte forstærkes nede fra kælderen. På et tidspunkt måtte gulvet skiftes, da selv forstærkningen gav efter.

 

Købmand Christiansen havde ganske vist kaffe, og den var sikkert også god, men kunderne kom snarere, fordi butikken var byens mest velassorterede og respekterede forretning.

 

Men også fordi købmandsbutikken helt frem til 1980’erne var samlings- og omdrejningspunkt for hele Vejby. Specielt om fredagen, når byens lærlinge og karle havde fri, var der godt fyldt op hos M. Christiansen på Vejbyvej 723. Men selvom købmand Christiansens forretning gik godt, så kæmpede han en kamp, han ikke kunne vinde. En kamp mod en fjende, som det endnu ikke er lykkedes nogen at besejre. Tiden.

 

 

Ordrebog fra  købmandsbutikken M. Christiansen. Til højre ses butikkens tre slogans.

Tre sønner og en datter

 

Købmandsbutikken i Vejby så for første gang dagens lys i 1932. Marinus Christiansen, tidligere skomager fra Rakkeby, havde skiftet skoene ud med brugsvarer i 1906, og sammen med sin kone Kirsten Marie Christiansen skabte han Vejbys førende købmandsbutik.

 

Fire børn blev det også til. Tre sønner: Tage, Frode og Verner Christiansen. Og så datteren og efternøleren Betty Christiansen, som først blev født i 1918 - 11 år efter Tage.

 

Den ældste søn, Tage, flyttede som den første hjemmefra. Han overtog en gård og blev gift med en sygeplejerske. Ægteskabet holdt dog kun tre måneders tid, og han flyttede senere hjem til købmandsbutikken igen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frode blev gift i 1947 og flyttede med sin kone Helene Christiansen til Frederikshavn, inden de igen vendte tilbage til Vejby. De fik senere sønnen Asbjørn Kristiansen, som i dag er den eneste nulevende del af den stolte købmandsfamilie.

 

Verner, den yngste søn, blev i hjemmet på Vejbyvej hele sit liv. Det var ham, der havde “mest ben i næsen”, som de ældre vejbyboere siger. Det var blandt andet Verner, der begyndte en hemmelig og udadtil ikke helt velset gesjæft med at sælge kondomer og VU-medlemsskaber fra baglokalet i butikken.

 

Frode Christiansen betjener en ung kunde i købmandsbutikken 1976.

 

Christiansen-klanen

 

Det blev Frode og Verner, der mestendels stod for arbejdet med butikken, da faren Marinus trak sig tilbage. Frode var den arbejdsomme, der kom som den første og gik hjem som den sidste. Verner var den mere snakkesalige type.

 

Men selvom Marinus var tilbagetrukket, havde den gamle ronkedor stadigvæk en stor finger med i spillet, selv da alderen havde passeret 90 år. Og blandt andet derfor måtte Betty se til over brødrenes skuldre og stå for regnskaber og husgerning i stedet for at gå til hånde i butikken.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var Marinus’ ord, der var lov, og de andre havde bare at køre ham på tur, når han ville. Uden at nogen skulle spørge hvorfor, eller hvor turen skulle gå hen.

 

Der var faste rammer i familien Christiansen. Det havde Marinus sørget for. Der blev værnet om privatlivet, og måske var det derfor, at folk i Vejby i dag kalder familien for en “klan” eller et “dynasti”.

 

Bag privatlivets lukkede døre var der ting, som i alle andre familier, der ikke var rare at tale om. Faktisk blev visse ting ikke engang diskuteret internt i familien - som da Verner på sine ældre dage fik et alkoholproblem og senere kom på afvænning.

 

Da Marinus gik bort blødte de faste rammer op. Betty kom i butikken, og der blev mere plads til træffe egne valg. Men faderens ånd var med hele vejen til butikken lukkede.

Frode bag disken i butikken 1976.
Alt for mange bolcher Det gik godt med butikken - også efter at Marinus var gået bort. Der var kunder, og man købte på klods. Sådan havde det altid foregået. Og hver gang, der skulle afregnes, foldede Frode, Verner eller Betty et kræmmerhus med københavnerbolcher til de betalende kunder. Men efterhånden begyndte den lurende fjende at røre på sig. Tiden arbejde imod købmandsbutikken i Vejby. Små supermarkeder dukkede op som vilde blomster på markerne. Folk fra Vejby, og andre landsbyer, fik job i de større byer, og når de fik fri købte de ind i de nye, smarte butikker. I en alder af 79 år, stadig arbejdende i butikken, døde Frode som den sidste af brødrene og efterlod sig konen Helene og sønnen Asbjørn og søsteren Betty.
Betty, som hele livet havde stået i skyggen af de andre, overtog butikken. Men også hun var i sit livs efterår, og ikke alt i butikken kørte fuldstændigt, som det skulle. Frodes kone Helene hjalp til, som hun kunne. Men som Vejbys frisør lå interessen ikke i købmandsbutikken. Fødevarerne kom stadig oftere på den forkerte side af holdbarhedsdatoen, hvilket betød, at kunderne skulle have øjnene med sig, hvis de ikke bare kom ind for at købe cigaretter eller andre småting. Lidt over et år efter at Betty blev alene i butikken, lagde hun den blå købmandskittel på hylden og begyndte tilværelsen som pensionist. En æra var forbi, og “Købmandsdynastiet Christiansen”, som varede i 82 år, forsvandt som dug for solen samtidig med lukningen af butikken i 1991.