Til kapitler

Da Betty kom frem i lyset

 

Hele livet stod Betty Christiansen i skyggen af sin far og brødre. Og da hun til sidst overtog familiens købmandsbutik, var hun ikke andet end en skygge af sig selv. Men Betty blev i sit fødehjem, så længe hun kunne.

Bryllupsbillede, ca. 1940. Betty Christiansen er nr. tre fra højre, forreste række.

Betty Christiansen blev 95 år gammel. De første 87 fandt sted i Vejby i Vendsyssel. De sidste otte år foregik ti kilometer væk på Ældrecentret Havgården i Løkken. Jo, der var også tre måneder på husmandsskole i Store Restrup tæt på Aalborg, men det var også, hvad Bettys geografiske udfoldelser gennem et helt og meget langt liv kunne blive til.

 

Hun nåede aldrig længere væk. Måske passede det ikke ind i farens, Marinus Christiansens, planer for, hvad der var rigtigt og forkert. Måske ville hun ikke væk fra Vejby. Måske var den velkendte og trygge tilværelse mere tiltalende end den verden, der så hastigt ændrede sig omkring hende.

 

Under alle omstændigheder blev Betty i Vejby.

Betty Christiansen som 14-årig.

Højskolen, der varede hele livet

 

Betty blev født den 6. november 1918 i Vejby. Hun voksede op i en søskendeflok på fire i et patriarkalsk samfund og en mindst lige så patriarkalsk familie. Hun hjalp til i købmandsbutikken allerede som barn og indtog i en tidlig alder den husmoderlige rolle med at vaske op, hjælpe til og gøre rent i hjemmet. Præcis ligesom moren, Kirsten Marie Christiansen, altid havde gjort.

 

Som 23-årig kom Betty  på højskole - eller husmandsskole, som det hed dengang - i Store Restrup. Opholdet varede kun tre måneder, men fyldte helt uproportionalt meget resten af hendes liv. I Bettys mindeord i avisen blev der også lagt vægt på, hvor stor indflydelse højskoleopholdet havde haft, og navnlig de venskaber, det skabte.

Fællesbillede fra St. REstrup Husmandsskole. Betty Christiansen ses som nummer 5 fra højre, anden række.

Betty Christiansen, alder ukendt.

Alene og ugift

 

Tre måneders højskoleophold var, hvad det kunne blive til, før Betty igen indfandt sig i familiens hjem og købmandsbutik i Vejby. Og der blev hun de næste 65 år.

 

Betty blev aldrig gift. Men det var ikke fordi, der ikke var bejlere, eller fordi Betty ikke havde udseendet med sig.

 

Faren, Marinus, havde muligvis en finger med i spillet. Det var hans ord, der var lov i den lille familie. Og hvem ved, hvad han gjorde sig af tanker om, at hans eneste datter skulle forsvinde væk i armene på en eller anden fremmed mand?

 

Håndbold og udkigspost

 

Derfor blev Betty ganske alene, da brødrene Verner, Tage og Frode Christiansen døde før hende. Nu var der ikke længere andre tilbage i det store hus på Vejbyvej 723 end hende selv. Købmandsbutikken lukkede hun i 1992, blot et år efter hun havde "overtaget" den. Men Betty blev boende i huset.

 

I de følgende år, før Betty blev "truet" af nevøen Asbjørn Kristiansen til at flytte på plejehjem, sad hun ofte i sin lænestol med øjnene rettet mod de danske håndboldpiger, som hun ivrigt fulgte i fjernsynet. Og når hun ikke havde øjnene rettet mod skærmen, så sad hun, når det var sommer og ikke blæste for meget fra vest, i sin stol i døråbningen til huset. Herfra kunne hun følge med i, hvad der foregik på hovedgaden i Vejby.

 

Et rørende brev

 

Byen betød uendeligt meget for Betty. Eller det kom den i hvert fald til med årene. I 2007, et år efter at Betty flyttede ind i en ældrebolig i Løkken, vandt den dengang 15-årige Maria Julie Andersen en lokal stile-konkurrence. Stilen, der handlede om livet i Vejby, blev bragt i Nordjyske Stiftstidende. Og da Betty læste den i avisen, gjorde den så stort indtryk, at hun fik nevøen Asbjørn til at forfatte et brev til Maria.

 

- Asbjørn skrev til mig på vegne af Betty og sagde tak, fordi jeg havde skrevet en så smuk beretning om Vejby. Jeg husker det som et meget rørende brev, hvor Betty gennem Asbjørn satte stor pris på, hvordan jeg havde beskrevet det at være barn i Vejby og det at bo i en landsby. Jeg husker det som en stor oplevelse at blive anerkendt af et af byens vigtigste ansigter, fortæller Maria om brevet, der desværre er forsvundet i gemmerne siden hen.

 

Kærligheden til Vejby var muligvis også en af grundene til, at Betty i 2001 skænkede “Købmandstoften”, en gammel plads i byen, som købmandsfamilien ejede, til beboerforeningen i Vejby. Foreningen ville gerne have købt grunden af Betty, men det kunne der ikke blive tale om. Hun ville ikke have så meget som en krone for den, og hvis det ikke kunne blive som hun ville have det, så skulle det ikke blive til noget overhovedet.

 

 

Betty Christiansen og  formand for Vejby-Smidstrup Beboerforening (Michael Andersen) ved indvielsen af Vejbys nye fællesareal "Købmandstoften", der er skænket af Betty selv. (2003)

Privatfoto fra omkring 1985. Betty  og broren Frode  fylder  varelageret  til købmandsbutikken op.

 

Det umulige valg

 

Det glansbillede, som købmandsbutikken i Vejby så oprigtigt havde været i mange år, var efterhånden ved at have set bedre dage - ligesom Betty selv. Nu var det ikke længere hende, der holdt øje med naboerne, men derimod naboerne, der holdt øje med hende. Blev lyset slukket eller gardinerne trukket fra på de tidspunkter, som de plejede? Hvis ikke, var der nok noget galt.

 

Og tingene begyndte at gå galt. Betty var for alvor blevet gammel og begyndte at falde indenfor. Nevøen Asbjørn, som efterhånden var den eneste tilbageværende del af familien, blev en skønne dag kontaktet af naboerne. Lyset var ikke blevet tændt, og dørene til huset var låst.

 

Ja, Betty blev i sit hjem, indtil hun ikke kunne mere. Stolt, stædig og forfængelig; forført af en fortid med alt for mange minder. Det var Vejby, hun kendte, og Vejby hun ville blive i.

 

Hun døde på “Ældrecentret Havgården” i Løkken den 29. juni 2014, 95 år gammel. I mindeordene i avisen stod der: “Købmand Betty Christiansen”. Og det er det, Betty bliver husket som. Købmand.