Til kapitler

Det sidste farvel

 

Kom med bag facaden på en gammel nordjysk købmandsbutik, hvor tiden har stået stille i årtier. Gå på opdagelse i det hus, der satte standarden for en hel landsby i næsten et århundrede. Bliv den sidste besøgende, før huset forsvinder i fortid, murbrokker og minder. Hvis du vil, kan du åbne døren til historien om Vejbyvej 723.

Købmandsbutikken i Vejby (venstre side er fra 2015, højre side fra 1956)

Dette kapitel er bygget op med både lyd og tekst. Du skal derfor både lytte og læse, for at få hele historien med.

Det virker tåbeligt at råbe “hallo - er her nogen?”, selvom vi godt ved, at husene står forladte og højst sandsynligt har gjort det i meget lang tid. Men vi gør det alligevel. I hvert hus vi besøger. Og vi får det samme svar hver gang. Stilhed.

 

Selvom husene står forladte, betyder det ikke, at vi ubemærket kan gå rundt og snuse. Naboerne er årvågne, og knap har vi parkeret vores bil i selv den mindste nordjyske landsby, før vi bliver spurgt, hvad vi dog render og laver?

 

Men efter en kort samtale bliver vi igen overladt til os selv. Og de huse vi skal til at udforske. Hurtigt bliver vi klar over, at den skattejagt, vi begivet os ud på, er en ekspedition i dårligt indeklima og skimmelsvamp, mens skattene er sygesikringskort, dåbsattester, gamle familiefotos fra 90’erne, slidte og våde møbler, aflagt tøj, medicinglas og forsømte tøjdyr med bedrøvede øjne.

 

Husene er gennemrodede, og det ligner, at nogen har været forbi for at fjerne alt, der har mere værdi end affektionsværdien.

 

Huset står tomt

 

Hen ad eftermiddagen triller vi ind i en mindre landsby, 20 minutters kørsel syd for Hjørring. Ja, landsby kan man ikke engang kalde den, får vi senere at vide. Der ikke længere beboere nok. Vejby, hedder den “ikke eksisterende” landsby.

 

Og der står det så: Et langt, rødt hus med krydsfinér for flere af ruderne, græs og ukrudt, der er ved at overtage fortov og baghave og et trist, tomt koldt og dødt blik i de mørke vinduer.

Vi har fundet den gamle købmandsbutik.

 

Netop som vi holder ind ved det store hus med røde mursten og huller i vinduerne, møder vi husets nabo, Lone Sørensen. Lone, som bor med sin mand Lasse, der faktisk hedder Lars Peter Larsen, bor i huset til højre, og her har Lasses familie haft en smedje i tre generationer.

 

Smedjen, der engang havde mange ansatte, beskæftiger i dag kun Lasse. Og der kommer nok ikke nogen, når han engang stopper som smed, fortæller han.

 

Lone bekræfter, at det store, røde hus står tomt. Det har det gjort i et års tid. Lone og Lasse kendte den tidligere og nu afdøde ejer, Betty Christiansen. Beboerforeningen har købt skødet til huset. Men nu skal det rives ned, siger Lone. Vi nikker - det ved vi godt.

 

 

Stuevinduet i privaten i den gamle købmandsbutik. I baggrunden ses nabohuset, hvor Lone og Lasse bor. (2015)

En nøgle til historien

 

Efter mødet med Lone kører vi over til Jørgen Jensen, som er med i bestyrelsen i Vejby-Smidstrup Beboerforening. Det er ham, der har nøglen til det røde murstenshus, som også var byens købmand helt frem til starten af 1990’erne.

 

Som tidligere officer i Forsvaret er det ham, der har fået ansvaret for papirarbejdet med det gamle hus, som altså nu er beboerforeningens. Han ved nok, hvordan man gør sig forståelig overfor dem i kommunen, som de andre beboere I Vejby udtrykker det.

 

Med nøglen fra Jørgen kan vi endelig - og på lovlig vis - få adgang til det gamle hus og købmandsbutikken. Tankerne om, hvad det mon gemmer på af hemmeligheder og mærkelige ting fra gamle dage, farer rundt i hovedet, da vi stikker nøglen i og tager fat i dørhåndtaget.

 

 

 

Da vi senere på dagen træder ud i gruset foran den gamle skole i Vejby, som for længst er lukket, er det tydeligt, at vi befinder os i det nordligste Jylland. Vi er nødt til at holde godt fast i bildørene, da vi åbner dem.

 

Skolen huser nu spejdere, dilettantforestillinger og det lokalhistoriske arkiv for Vejby og omegn. Arkivet er åbent en gang om måneden, og da vi ankommer, møder vi ildsjælen bag arkivet, Frede Jensen. Han og fire andre sidder med næserne dybt begravet i de gamle dokumenter og fotoalbums.

 

Under kyndig vejledning fra Frede, bliver vi præsenteret for hele familien Christiansen, der ejede købmandsbutikken. Der er billeder fra storhedstiden, mindeord, avisartikler og dokumenter om købmandens leveringsaftaler. Det er her, fortiden bliver kategoriseret og konserveret.

 

 

Det er sent, og dagen i Vejby er slut. Mætte af indtryk, kaffe og kage triller vi igen sydpå gennem byen forbi den gamle købmandsbutik. Hvis vi igen kommer til Vejby, så er huset nok væk.

 

Måske kommer der i stedet en dejlig lund med træer, blødt græs og udsigt til gadekæret. Måske kan man ikke se, at der engang har stået en stor bygning.

 

Men stopper man op, hvor den gamle butik lå, og spørger de lokale, vil man få at vide, hvad der har været. Så vil de pege og sige: “Derovre lå engang en købmandsbutik, hvor gulvbrædderne var slidte lige der, hvor alle trådte ind”.

 

Lageret i købmandsbutikken i Vejby. (2015)